Træner blev fyret i lufthavnen
Fyret Randers HK-træner langer ud efter sin tidligere arbejdsgiver
Mandag morgen valgte Randers HK at fyre cheftræner Mads Brandt efter endnu en sportslig dukkert til de østjyske håndboldkvinder.
Fyringen fandt sted umiddelbart efter, at kronjyderne var røget ud af Cupwinners Cup efter at have spillet i Polen.
På papiret var fyringen helt efter drejebogen. Dog er der den forskel i forhold til andre fyringer, at beskeden ifølge Mads Brandt blev afleveret i lufthavnen. Derfor langer han nu hårdt ud efter klubben.
- Jeg fik beskeden, mens mine spillere boardede flyet fra København til Tirstrup, efter vi havde været i Lublin i Polen. Der blev jeg trukket til side og får beskeden, siger Mads Brandt til TV 2 Sport.
Se: Randers HK fyrer cheftræner
Randers HK' direktør, Jens Jørgen Andersen, bekræfter forløbet. Han mener dog ikke, at klubben har gjort noget forkert.
- Jeg synes, vi har gjort det hele efter bogen. Vores intention var at holde et møde. Det kunne ikke lade sig gøre, og derfor måtte vi tage den i lufthavnen, fordi vi skulle hjem og informere spillerne. Det ser jeg ikke noget forkert i, siger han.
Jens Jørgen Andersen fortæller, at Mads Brandt efterfølgende fik muligheden for at "ringe og få en snak". Det har den fyrede træner angiveligt ikke benyttet sig af.