Slagterier i milliardfusion
Danish Crown og Tican slår pjalterne sammen
Slagterigiganten Danish Crown med hovedsæde i Randers bliver endnu større.
Den østjyske slagterikoncern er blevet enig med Tican i Thisted om at fusionere i et fælles selskab.
Beslutningen er truffet i forlængelse af, at Tican igennem længere tid har arbejdet på at finde en økonomisk samarbejdspartner.
- Med denne løsning har vi fundet en model, der ikke kun giver Tican en fremtid, men som også sikrer, at vores ejere - de danske landmænd - fortsat er med i værdiskabelsen i den danske fødevareklynge, siger bestyrelsesformand for Tican Jens Jørgen Henriksen.
Se: Fakta: Her er den nye fusion
Oprindeligt havde Tican ikke forventet, at Danish Crown ville være en mulig partner, men Tican ser fusionen som den foretrukne løsning.
Både Tican og Danish Crown er internationale selskaber med størstedelen af deres omsætning uden for Danmark og en betydelig del uden for EU. På trods af en dansk sammenlægning er det fusionerede selskab stadig en lille spiller på det europæiske marked.
- Danish Crown er et stærkt selskab også uden en fusion med Tican, men der er nogle fornuftige synergier, som kan etableres ved en sammenlægning, siger CEO for Danish Crown, Kjeld Johannesen.
Forudsat fusionen godkendes, indgår Ticans andelshavere på lige fod med Danish Crowns andelshavere i det fælles selskab.