SF'er: De sårbare børn får regningen
Randers Kommune lægger op til en besparelse, der ifølge byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk vil ramme de svageste børn og unge
Børne- og Ungeafdelingen i Randers Kommune har af flere omgange været kritiseret for behandlingen af sager med sårbare børn og unge, der har brug for hjælp. Nu frygter byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk (SF), at en besparelse endnu en gang vil ramme målgruppen.
I et forslag er der nemlig lagt op til, at der skal spares 23 mio. kr. på børne- og ungeområdet - penge der så derefter for en stor dels vedkommende skal bruges til at forbedre den administrative del af sagsbehandlingen.
Gratis hjælp til unge i misbrugsfamilier
- For mig ser det ud til, at der så skal spares på pædagoger, familiekonsulenter og forskellige tilbud som gruppebehandling og mentorstøtte. Den her metode er som at fordre hunden med dens egen hale, siger Charlotte Broman Mølbæk til tv2oj.dk.
Besparelsesforslaget har allerede været gennem byrådet og børne- og ungevalget i Randers Kommune, og meget tyder ifølge Charlotte Broman Mølbæk på, at det i en eller anden form bliver vedtaget. Endnu mangler den sidste godkendelse i økonomiudvalget.
Går til ombudsmanden
- Hvis det skulle ske, så går jeg videre med sagen til Folketingets Ombudsmand. For med besparelsen vil vi ikke kunne overholde loven og det, som der forventes af os på området. Der er problemer med sagsbehandlingen, som har en for lille ramme og skal blive bedre. Men med det her sender vi regningen videre til de sårbare børn og unge, mener Charlotte Broman Mølbæk.
Valget er slut: Nu er Ungerådet på plads i Randers
I stedet mener hun, at pengene skal findes på egen vis.
- Et godt bud kunne være at droppe den planlagte hal 4 (multiarenaen, red.), for børns trivsel er altså vigtigere end en hal, lyder det fra byrådsmedlemmet.
TV2OJ arbejder på en kommentar fra udvalgsformanden eller direktøren for Børn- og Ungeafdelingen.