SF-politiker vil have højere løn for byrådsarbejdet
Byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk mener, at byrådsmedlemmer får alt for lidt i løn for det politiske arbejde
Som byrådsmedlem får man for lidt i lønposen.
Det mener Charlotte Broman Mølbæk, der er medlem af Randers Byråd for SF.
- I SF Randers mener vi, at byrådsmedlemmer generelt får alt for lidt for at tage det store ansvar og arbejdsbyrde på sig, siger hun i en pressemeddelelse.
- Som eksempel gælder det for mig, at jeg får godt 8000 kroner udbetalt og betaler 10 procent i partiskat, og ofte sker det, at min arbejdstimer som politiker overstiger 37 timer på en uge. Jeg kendte godt præmissen, og penge var slet ikke grunden til at jeg valgte at stille op, men hvis vi ønsker at have ansvarlige politikere, der engageret vil tage denne post på sig, så må vi også sikre os, at de bliver ordentligt betalt, tilføjer Charlotte Broman Mølbæk.
Ved årsskiftet steg borgmesterlønningerne rundt i Danmark.
I Randers betyder det, at borgmester Claus Omann Jensen (V) kan se frem til en lønstigning i omegnen af 260.000 kroner om året.
De seneste uger har de østjyske byråd diskuteret, om politikerne som konsekvens af den stigende borgmesterløn skal have mere i lønposen.
På mandag er det Randers Byråds tur til at tage debatten.
Læs også
Charlotte Broman Mølbæk frygter, at hendes byrådskolleger udelukkende vælger at hæve lønnen til udvalgsformænd og andre udvalgte.
Det forslag, som er på bordet, vil ifølge Charlotte Broman Mølbæk give Randers Kommune en årlig ekstraregning på cirka en million kroner.
- Jeg mener, at vi burde dele lønstigningen fladt ud på de 31 byrådsmedlemmer, da udvalgsformænd og lignende i forvejen er økonomisk kompenseret. Således vil vi forbedre arbejdsvilkårene, så vi kan få byrådsmedlemmer, der har tid til at sætte sig ordentligt ind i sagerne, siger hun.
Charlotte Broman Mølbæk understreger, at pengene til en lønstigning skal komme fra staten:
- Pengene skal ikke findes i Randers Kommune og slet ikke i en tid med umulige besparelser.