To østjyske basket-sejre
Ny sejr til kriseramte Randers Cimbria. Bakken Bears vandt knebent på udebane
Randers Cimbria og aarhusianske Bakken Bears fik begge fuldt udbytte af lørdagens kampe i mændenes basketliga.
Trods både økonomiske og sportslige udfordringer lykkedes det sidst på eftermiddagen for Randers Cimbria at hente en sikker sejr hjem fra Købehavn.
Kronjyderne vandt på udebane hele 84-66 over Værløse.
I langt størstedelen af opgøret fulgtes de to hold pænt ad pointmæssigt. I slutfasen satte Randers Cimbria dog trumf på og endte altså med at vinde komfortabelt med 18 point.
Læs også
I Bakken Bears' udekamp mod Copenhagen Wolfpack så det længe ud til, at de ellers så sejrsvante aarhusianere skulle rejse hjem med et uventet nederlag.
Københavnerne lagde sig fra start i front og var midtvejs i opgøret foran med 51-35.
I slutfasen lykkedes det dog Bakken Bears at indhente hjemmeholdets forspring og tage sejren med mindst mulig margin. Opgøret endte med en smal aarhusiansk sejr på 84-83.