Nyt kæmpeprojekt: Helt vandløb skal drejes væk fra Nordic Waste
Minister bekræfter nu, at nyt stort anlægsarbejde skal redde naturen efter Nordic Waste-katastrofen.
Netop nu arbejdes der på at lede vandet fra Alling Å uden om katastrofe-området ved Nordic Waste og videre uden at opsamle forurening.
Men i fremtiden skal vandet faktisk slet ikke nå frem til området ved Nordic Waste. Det afslørede miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag, hvor han fortalte, at den akutte fase vil vare flere måneder mere.
- Det er vores plan at gå over i en mellemfase, hvor vi skal have vandløbet bøjet af. Vores mål lige nu er at få vandløbet koblet op igennem Lilleå og op i Gudenå-systemet. Det vil sige helt væk fra sitet, mens vi skal have kontrolleret og renset den jord, der skal renses, og dernæst også kontrolleret selve jordskreddet, sagde Magnus Heunicke og understregede, at man ikke er nået dértil i processen.
- Vi er stadig i den akutte fase, hvor vi pumper vand, rørfører, anlægger forsinkelsesbassiner og bygger spunsvægge.
Ideen om at lede vandet fra Alling Å over i et andet vandløb blev fremlagt af ingeniørfirmaet COWI, der har skullet finde flere løsninger på, hvordan man kan undgå en miljøkatastrofe.
Omlægningen af Alling Å vil kræve, at man knap to kilometer inden Nordic Waste-grunden anlægger et nyt vandløb, der leder i modsat retning, mod vest.
Omkring en kilometer vest for løber nemlig Vissing Bæk, der leder ud i Lilleå. Den munder ud i Gudenåen, der ved Randers bliver til Randers Fjord og til sidst ender i Kattegat.
Arbejdet ved Nordic Waste har indtil videre været med Randers Kommune i en hovedrolle, men omdirigeringen vil bringe en anden kommune ind i billedet.
Favrskov Kommune ligger nemlig klos op ad Nordic Waste-grunden på den sydvestlige side. Det vil sige, at hele arbejdet med omlægningen af Alling Å vil foregå i nabokommunen.
Men arbejdet på Alling Å skal ikke gå ud over Favrskov-borgerne. Så klar er beskeden fra borgmester Lars Storgaard (K), da TV2 Østjylland fanger ham på telefonen.
- Det er helt sikkert, at vores borgere ikke skal lide under det her - hverken økonomisk eller med jordtab. De skal i den grad kompenseres, de er jo ganske uforskyldt i det her.
- Regeringen må betale regningen - også ind i vores kommune. Det er jo klart. Det er slet ikke til diskussion, siger borgmesteren.
Han og kommunen har fulgt Nordic Waste-sagen tæt og noterede sig også ideen med at omlægge Alling Å. Og nu er den altså tættere på at blive til virkelighed.
Lars Storgaard er optaget af, at omlægningen ikke fører til høj vandstand og oversvømmelser, som flere gange har ramt især Lilleå i det seneste halve år.
Efter miljøminister Magnus Heunickes udtalelser vil Lars Storgaard nu have undersøgt, hvilke eventuelle ændringer i Vissing Bæk og Lilleå en omlægning vil kræve.