Huh! Randers FC henter islandsk EM-målmand
Islandske Hannes Halldórsson skifter til Randers FC
Randers FC har fundet deres erstatning for ’Kalle’ Johnsson på målmandsposten.
Det bliver Hannes Halldórsson, der stod samtlige kampe for Island ved den netop overståede EM-slutrunde, hvor han sammen med resten af Islands landshold imponerede.
SE OGSÅ: Randers FC-træner: Plads til forbedring
- Det var en fantastisk oplevelse at være en del af det eventyr, som det islandske landshold var på under EM. Nu er jeg utrolig spændt på at starte et nyt kapitel hos Randers FC og glæder mig til at komme i gang med sæsonen, siger Hannes Halldórsson i en pressemeddelelse.
Også sportschefen er naturligvis glad for tilgangen af den stærke målmand.
- Vi er utroligt glade over at have fået fat i en så dygtig målmand som Hannes Halldórsson. Han var fast mand ved det netop overståede EM og havde stor andel i, at Island klarede sig så godt og blandt andet slog England ud i ottendedelsfinalen. Så det er en målmand med internationalt niveau, som vi har fået til Randers, siger sportschef Ole Nielsen.
SE OGSÅ: Video: To langskud gav Randers-sejr
Hannes Halldórsson har første arbejdsdag i Randers FC på mandag – samme dag som kronjyderne indleder sæsonen mod FC Midtjylland.