Her kører der dagligt flere biler end på Storebæltsbroen
De østjyske bilister sidder i kø. I Randers er den gal ved Randersbro, der skaber en flaskehals, som dagligt forsinker titusindvis af bilister.
Når Pia Kærgaard Nielsen får fri fra arbejde i det nordlige Aarhus og kører hjem, skal hun typisk bruge mellem tre kvarter og en time i bilen.
På den tid kan man typisk komme til Vejle eller næsten helt til Aalborg, men Pia Kærgaard Nielsen skal kun til Randers. Den tur burde ikke tage mere end en halv times tid, men der er stort set altid kø, når hun kommer til Randersbro.
- Det er ligesom her, det starter, så er der sådan set kø, indtil man kommer igennem Randers midtby. Der er kun den ene bro igennem byen. Det er jo ligesom sådan en flaskehals, siger hun.
Mere trafik end på Storebæltsbroen
Og Pia Kærgaard Nielsen er mere end vant til ventetiden.
Tilbage i 2021 kørte TV2 Østjylland også med den randrusianske pendler over Randersbro for at fortælle om trængsel og kø for bilisterne. I de mellemværende tre år er situationen ikke blevet bedre.
- Det er i hvert fald status quo for ikke at sige en lille smule værre. Det kommer da også til at frustrere bilisterne mere og mere, siger Pia Kærgaard Nielsen.
Østjyderne sidder i kø
Det er ikke kun i Randers, der er trængsel på vejene.
Også i Aarhus står den på kø-kørsel. Her har politikerne foreløbigt valgt en strategi, hvor bilerne skal ud af midtbyen. Senest førte det til lukningen af Vesterbro Torv, men det har mødt så megen modstand, at byens rådmand for Teknik og Miljø onsdag meldte ud, at de planer droppes.
I Silkeborg er trafikken ved et af byens knudepunkter omkring Østergade fordoblet på bare ni år fra 8300 biler i 2010 til 15.300 biler i 2019. Og det frustrerer silkeborgenserne. Tre ud af fire mente ifølge en undersøgelse i 2021, at biltrafikken i midtbyen burde begrænses.
Og problemerne ventes kun at blive værre frem mod 2030, hvor biltrafikken ifølge en rapport fra Aarhus Kommune ventes at stige med 20 procent.
På en gennemsnitlig hverdag kører over 43.000 biler over Randersbro. Det er flere biler, end der kører over Storebæltsbroen. Faktisk kører der cirka 8000 flere biler over Randersbro.
Og hvis man ikke gør noget, vil der i 2030 køre 51.000 biler over broen i døgnet. Det viser beregninger fra Randers Kommune.
Tror ikke på løsningen
Den planlagte løsning er Klimabroen, der ifølge Randers Kommune skal tjene flere formål.
Den skal lette afviklingen af trafik i det centrale Randers, og så skal den beskytte byen mod oversvømmelser og skabe mulighed for byudvikling i og omkring havneområdet.
Pia Kærgaard Nielsen tror bare ikke på, at det vil løse de trafikale problemer.
- Jeg kan ikke se, at klimabroen kan ændre ret meget på det. Så vil der bare være to broer med ikke ret mange meters mellemrum. Det vil jo stadig være et knudepunkt, fordi bilerne skal derfra, og det er de samme veje, der ligesom er at komme videre på, siger hun.
Tip os!
Hvordan oplever du trafikken, der hvor du bor?
Skriv til tip@tv2oj.dk
Øger trafikken i midtbyen
På Dronningborg Boulevard vil trafikken stige fra omkring 5.000 biler pr. døgn til 8.500 biler pr. døgn, når Klimabroen engang står færdig. Og udsigten til mere trafik skaber frustrationer blandt beboerne i området.
Jesper Wigand Mathiasen er nabo til Dronningborg Boulevard. Han forstår ikke, hvorfor politikerne vil føre mere trafik gennem midtbyen.
- Trafikken er jo støjende, trafikken er forurenende, trafikken påvirker vores velvære. Det vil blive et kaos, det er jeg ret sikker på. Jeg havde jo hellere set, at man havde hørt fra kommunen, hvad de vil gøre for at begrænse trafikken, siger han.
Det mener trafikforsker og professor i byplanlægning Malene Freudendal-Pedersen fra Aalborg Universitet også er vejen frem.
-Den måde, vi har planlagt byer og by-områder på i de sidste 100 år, har været med bilen i centrum. Men den bedste løsning er ikke at tage bilerne ind i midten af byen. Den bedste løsning er at få dem udenom. Det giver en anden type midtby, som der er rare at komme i, hvor man har lyst til at komme igen, siger hun.
Efter en time i bilen med kø-kørsel gennem det centrale Randers er Pia Kærgaard Nielsen hjemme. Situationen frustrerer hende, og hun mener ikke, at politikerne i byrådet i Randers har taget de trafikale udfordringer seriøst.
- De skulle da have været i gang for lang tid siden. Det er jo ikke et problem, der bare lige er opstået på en nat. Alle ved jo, at der kommer flere biler, og det har alle vidst i mange år, så de har jo bare sovet i timen, siger hun.
Svar fra Anker Boje
TV2 Østjylland har forelagt kritikken af byrådets beslutninger for det socialdemokratiske byrådsmedlem Anker Boje og spurgt ham, om han mener, man gør nok fra kommunens side for løse de trafikale problemer i Randers?
- Vi ved jo godt, der er klem på dernede. Der er jo også sat gang i havnevejen, som bliver færdig i år, som vil tage noget af trykket. Så vi gør faktisk en del allerede nu, indtil broen den kommer.
Tror du på, at de tiltag vil hjælpe randrusianerne indtil 2030?
- Det bliver i hvert fald bedre, det bliver ikke ringere, men det løser ikke problemet, før vi har broen. Vi har mange langsigtede strategier og planer, vi har sat i gang, men det tager lang tid at sparre pengene op og lave alt forarbejdet.
Er det ikke bedre at lede trafikken udenom byen, i stedet for at lede mere trafik ind i Randers?
- Vi synes, det er den rigtige løsning, og det er fordi, vi gerne vil bevare midtbyen, som er hårdt presset. Vi vil jo gerne have, at folk har mulighed for at komme ind til midtbyen. Man skal også huske, at broen har flere funktioner, den skal jo også være med til at klimasikre midtbyen mod oversvømmelse.
Skal man begrænse bilismen i Randers midtby?
-Det er ikke noget, jeg har nogen planer om, så det tænker jeg ikke, vi skal. Jeg vil hellere flytte nogen bilister over i den offentlige trafik.
Kan randrusianerne vente med en løsning til 2030?
- I spidsbelastningsperioderne vil der være problemer. Det er svært at lave om, men det er derfor, vi har forsøgt os med tiltag som at ændre på lyskryds og sat gang i ændringer af havnevejen, som bliver færdig i år.