Britta stod alene tilbage - så strømmede hjælpen til
Britta Kloster har haft et hårdt år med sygdom og et dødsfald, men i kulissen stod hjælpen klar.
Da hendes mand sidste år gik bort, fandt Britta Kloster sig selv alene tilbage på deres landsted mellem Hammel og Langå.
Et sted, der havde rummet fælles drømme og projekter - og mange af dem. Og selvom hun er maler og kan meget selv, virkede det overvældende.
- Det var hårdt. Hvis jeg skulle gøre det alene, ville jeg aldrig blive færdig, siger Britta Kloster.
Hun mistede sin mand, Søren, i oktober sidste år, efter han havde været syg i seks måneder. Siden da har hun stået alene med den store ejendom med stuehus og staldbygninger.
Derfor besluttede hun at gøre noget, som ellers ikke er nemt. Nemlig at bede om hjælp.
- Det var rigtig svært at bede om hjælp. Megasvært. Det er nemmere at hjælpe end at bede om hjælp, siger Britta Kloster.
Men med den opbakning, der mødte hende, blev al tvivl bragt til skamme.
Næsten hundrede ville hjælpe
Inspirationen havde Britta Kloster fået i DR-programmet 'I hus til halsen', hvor klemte familier får hjælp af eksperter og deres netværk til at give deres hus en overhaling, så de kan få det solgt. Her var det dog netop med henblik på ikke at sælge.
I en Messenger-besked skrev Britta Kloster derfor rundt til venner, bekendte og naboer, om de kunne tænke sig at give en hjælpende hånd med nogle af de mange hængepartier på landstedet.
Og på beskeden kom ikke bare en eller to tilbagemeldinger. Faktisk viste der sig at være næsten hundrede, der havde lyst til at give en hånd med.
- Det er det bedste af det bedste, at de vil bruge deres tid på mig. Det varmer helt vildt, siger Britta Kloster.
Og det har da også bekræftet hende i, at det er okay at række ud.
- Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre det, ellers kom jeg ikke videre. Jeg kan selv meget, men der også mange ting, jeg ikke kan, og det er det, jeg får hjælp til i dag, siger hun.
Vil gerne give tilbage
En af dem, der har sat lørdagen af til at hjælpe sin veninde, er Alis Hægerstrand.
Hun tøvede ikke et sekund med at tilmelde sig, og det betyder også meget for hende, at der er mødt mange op for at givet huset et løft.
- Jeg vil gerne give Britta et klap på skulderen. Hun er en, der tror, hun kan klare det hele, og det kan hun også, bare ikke alene, siger Alis Hægerstrand.
Britta Kloster håber, at hun på et tidspunkt selv kan gengælde den store hjælp, hun har modtaget.
- Jeg håber, jeg kan give lige så meget tilbage, som de giver mig i dag. Så jeg regner med, at de også ringer til mig, når de har brug for hjælp.