Ishak slipper med skrækken – snart klar igen
Randers FC’s Mikael Ishak slipper med skrækken efter at han måtte udgå med en skade i sidste testkamp
Randers FC mødte søndag Vejle i den sidste testkamp, inden det går løs med Superligabold igen over weekenden.
Den kamp vandt Randers FC med 2-1, men trods sejren var der også plads til bekymringer efter kampen.
SE OGSÅ: Randers FC-træner: Der er er plads til forbedring
Svenske Mikael Ishak måtte nemlig udgå af kampen med det, der lignede problemer med knæet.
Det var alvorligt nok til, at svenskeren blev sendt til en scanning, men her var der godt nyt til Randers FC-angriberen, der var en af kronjydernes bedste spillere i efteråret.
Scanningen viste nemlig, at der blot er tale om en irritation omkring musklerne – og ikke noget der kalder på en længere pause.
Randers FC vurderer derfor, at Ishak kan komme tilbage på træningsbanen allerede i løbet af ugen – og han kan også være i spil til sæsonpremieren mod FC Midtjylland på mandag.