Så er posterne fordelt hos LA
Se, hvilke ordførerskaber de østjyske folketingsmedlemmer har fået
Mens feriestemningen breder sig på de fleste arbejdspladser, er der fortsat travlhed på Christiansborg.
Partierne skal konstituere sig og fordele de mange ordførerskaber og poster i råd og udvalg.
Hos det fremadstormende parti Liberal Alliance er den kabale nu blevet lagt. Set med østjyske briller er der særligt to politikere, der er interessante.
To er nemlig antallet af folketingsmedlemmer, der er valgt ind i Østjyllands Storkreds.
Den ene er Ole Birk Olesen, som nu kan kalde sig formand for Finansudvalget, finansordfører og boligordfører. Tidligere udtalte han sig også omkring kommunal- og skattepolitik, men de områder er nu gået til hans partifæller.
Til gengæld sidder han nu i front i Finansudvalget, som har til opgave blandt andet at behandle bevillinger på finansloven.
Se også: Fra arbejdsløs til MF'er
Det andet mandat i Østjylland gik til debutanten Carsten Bach. Han er nu Liberal Alliances nye miljøordfører og grønlandsordfører.
Carsten Bach blev valgt ind i Folketinget, fordi Liberal Alliance sikrede sig et ekstra østjysk mandat. På landsplan gik partiet frem fra ni til 13 mandater.