Mad på vej til udsatte borgere
Vil fordele overskudsmad fra butikker
Grøntsager, mælk, kød og andre dagligvarer, som normalt går til spilde, kommer nu snart de mest udsatte borgere i Østjylland til gode.
Foreningen FødevareBanken lever af at modtage fødevarer fra producenter, landbrug, supermarkeder og grossister, som derefter bliver formidlet videre til hjemløse, stofmisbrugere, psykisk syge og kriseramte borgere.
Alle fødevarerne er friske og har ikke overskredet holdbarhedsdatoen, men vil normalt gå til spilde på grund af for eksempel fejl med etiketterne.
I dag har foreningen kun en afdeling i København, men i løbet af i år vil arbejdet blive udvidet, så der også oprettes en afdeling i Østjylland.
Det betyder, at socialt udsatte borgere i Østjylland også snart vil få glæde af den gratis mad, som foreningen modtager.
Udvidelsen glæder foreningens nye direktør, Karen-Inger Thomsen, som tidligere har arbejdet som projektchef i Røde Kors:
- FødevareBankens indsats mod madspild og madfattigdom er helt i særklasse i Danmark. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at sikre, at vi sammen med de mange frivillige ildsjæle og vores mange samarbejdspartnere får gjort denne indsats national, stabil og holdbar. Og så skal kendskabet til FødevareBankens gode arbejde ud til mange flere kaffeborde og direktionsgange.
Til blandt andet at udvide ordningen har foreningen modtaget 23 millioner kroner af Velux Fonden.
Selvom ordningen først træder officielt i kraft senere på året, har FødevareBanken allerede så småt aktiviteter i Østjylland.