Brian skiftede oliefyret ud med varmepumpe: Det kører bare
Flere danskere dropper det gamle oliefyr og søger nye alternativer. Det bakker staten nu op med forsøg, hvor man kan leje en varmepumpe
I Brian Kjærs bryggers står der et apparat, som ved første øjekast minder mest om et køleskab. Det har dog den modsatte effekt og er i stedet en varmepumpe der kan varme hans hus op,
Varmepumpen anskaffede han og hans familie i Hylke syd for Skanderborg sig for halvandet år siden og droppede dermed deres gamle oliefyr, som både var dyrt og ikke særlig miljøvenligt. Det er netop de to faktorer, der var afgørende:
- Vi føler, vi gør noget på den grønne konto, og så er der også en lille økonomisk benefit i det, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Familien er et godt eksempel på den omskiftning, som er i gang i disse år. Flere og flere vælger oliefyret fra og tyer til andre opvarmningskilder.
Den omstilling bakker Energi- Forsynings- og Klimaministeriet op om og vil med en ny forsøgsordning gøre det endnu lettere for blandt andet folk i Udkantsdanmark at anskaffe sig en varmepumpe.
Det nye treårige forsøg gør det muligt for folk at leje en varmepumpe i stedet for at købe en. En varmepumpe kan løbe op i op mod 150.000 kroner med de nødvendige installationer.
Med tilbuddet fra ministeriet kan forbrugerne i stedet betale 30.000 kroner som engangsbeløb og derefter 5.000 kroner om året i leje.
Det kan for mange med oliefyr betale sig, fortæller Martin Bak, som er kommunikationsrådgiver hos Best Green:
- Hvis man skifter fra et ældre oliefyr, som der står mange af rundt omkring, og man egentlig har et ganske fint hus, der er energioptimeret, så siger vi som grundregel, at man kan spare alt fra en fjerdedel til en tredjedel af din varmeregning, siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På landsplan er fjernvarme den største opvarmningskilde, men der er stadig mange oliefyr tilbage. Topscoreren i Østjylland er Sydjurs Kommune, hvor 2.600 husstande fortsat opvarmes med oliefyr.
Der er i alt afsat 25 millioner kroner til lejeordningen, som løber over de næste tre år.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du møde Brian Kjær fra Hylke, som er glad for sin nye varmepumpe.
Fakta om varmepumper
I varmepumpen foregår overførslen af energi ved, at et kølemiddel skiftevis fordamper og kondenserer. Processen svarer til den, der foregår i et køleskab - med den forskel, at en varmepumpe fører energi ind dit hus, mens et køleskab fører energi ud af skabet.
Kilde: Energiministeriet.