Ældre dame overmander tyv
78-årige Inger Lindgren fra Randers fik besøg af en tricktyv
Omkring middagstid tirsdag bankede det på Inger Lindgrens dør. Udenfor stod en mand, der udgav sig for at være en vvs-mand.
Da den 78-årige kvinde havde nogle problemer med, at der løb vand fra hendes badeværelse ned til underboen, så lukkede hun den falske vvs-mand ind.
Men Inger Lindgren fattede mistanke til mandens manglende vvs-færdigheder, og det fik den ubudne gæst til at blive voldelig, og han tog fat i den ældre dame.
- Jeg siger, jeg vil ud herfra, men det må jeg ikke komme, og så tog vi livtag på hinanden. Jeg kom heldigvis ud, men fik nogle blå mærker på armene, fortæller Inger Lindgren til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Inger Lindgren er langt fra den eneste østjyde, der på det seneste har haft ubudne gæster. Siden d. 29. marts har Østjyllands Politi modtaget 28 anmeldelser om tricktyverier i Randers og Aarhus, og politiet mistænker den samme mand for at stå bag de mange tyverier.
I alle tilfældene har fremgangsmåden været den samme. En mand udgiver sig for at være vvs-mand.
Den falske vvs-mand beskrives til at være mellem 25 og 30 år, ca. 170 cm. høj, kort sort hår og sydlandsk af udseende.
For Inger Lindgrens vedkommende fik hun skræmt tricktyven så meget, at tricktyven forlod hendes lejlighed tomhændet.