Lufthavn genåbner - har fjernet genstand med muligt sprængstof
Sydøstjyllands Politi har siden omkring kl. 10.30 været massivt til stede i Billund Lufthavn, hvor der blev anmeldt en bombetrussel mod lufthavnen.
Billund Lufthavn kan genåbne, efter at den blev evakueret efter en bombetrussel lørdag formiddag.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi er nu i stand til at overgive lufthavnen tilbage til Billund Lufthavn igen og sige, at vi er færdige med vores arbejde, siger politiinspektør Michael Weiss på et pressemøde lørdag aften.
Politiet har fjernet en genstand, som mistænkes for at indeholde sprængstof. En kemisk prøve skal afklare, om der er tale om sprængstof og i givet fald hvilken type, det er.
Politiet fik anmeldelsen om bombetruslen kort før klokken 10.30 lørdag.
Sikkert at genåbne
Bombehunde er nu færdige med at undersøge Billund Lufthavn, og efterforskere har sikret de spor, der skulle sikres, fortæller Sydøstjyllands Politi, der nu melder, at det igen er sikkert at åbne for lufthavnen for rejsende.
- Vi har undersøgt lufthavnen og er nu færdige med vores arbejde, og vi kan nu melde ud til alle de rejsende, som venter på at komme til og fra Billund Lufthavn, at rejsende nu igen kan få adgang til Billund Lufthavn, siger politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Lufthavnen åbner endeligt for rejsende, når personalet i Billund Lufthavn melder klar til dette. Orientering om dette foregår via lufthavnens hjemmeside og deres Facebook kanal.
Mand i 30’erne anholdt for bombetruslen
En mand i 30'erne havde oplyst til politiet i Billund Lufthavn, at den genstand, han havde indleveret, indeholdt sprængstof.
Politiet er ved at efterforske mandens motiv.
Indtil videre er der ikke noget, som peger på, at han har samarbejdet med andre, står der i pressemeddelelsen.
Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.
Siden lørdag formiddag har politiet været i gang med et omfattende efterforskningsarbejde i Billund Lufthavn.
Ammunitionsryddere fra Forsvaret har assisteret politiet. Også bombehunde har været til stede.
Lørdag morgen rykkede Sydøstjyllands Politi ud til Legoland, efter at en hæveautomat ved indgangen blev sprængt i luften.
Billunds Lufthavn ligger ved siden af Legoland.
Politiet er forsat ved at undersøge, om bombetruslen og hændelsen ved Legoland er forbundet.
Indtil videre arbejder politiet ud fra den teori, at der er en forbindelse mellem de to sager, siger Michael Weiss.
- Det er stadigvæk den vinkel, vi kører meget på. Det er jo mærkeligt, at vi har to sådanne hændelser så tæt på hinanden i sådan et lille område. Det undersøger vi lige nu.
Strandet i lufthavnen
Flere østjyder har været strandet i Billund som følge af evakueringen. Blandt andet Kim Han Nguyen fra Aarhus, der skulle på ferie med sin søster og mor.
- Det er da lidt skræmmende at få at vide, at der er en bombetrussel. Det er ikke noget, man normalt oplever, fortalte hun tidligere om situationen.
Billund Lufthavn forventer, at flytrafikken er normal igen søndag.
Administrerende direktør i Billund Lufthavn Jan Hessellund siger til TV 2, at man forventer forholdsvis normal flytrafik fra på søndag.
- Der kan være nogle enkelte afgange, specielt først på dagen i morgen, som ikke kan komme afsted, fordi flyene ikke er kommet i eftermiddag.