TDC-nedbrud på Tunø
TDC har problemer med bredbånd og fastnet på Tunø
Beboerne på Tunø har siden fredag sidst på eftermiddagen oplevet problemer med TDCs fastnet- og bredbåndsforbindelser, og det betyder, at der ikke er internet og telefoni til mange af teleselskabets kunder på øen.
TDC fik de første fejlmeldinger fredag omkring klokken 17.00, og årsagen til nedbruddet er ukendt.
Se: TDC-nedbrud skaber utryghed
- Det er lidt udfordringen lige nu, så vi skal have lokaliseret nedbruddet. Normalt, hvis en entreprenør kommer til at grave et kabel over, får vi besked, men vi har ikke hørt noget fra nogen i det her tilfælde, siger Povl Damstedt Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver i TDC.
Han fortæller, at TDC sender en tekniker til Tunø enten søndag eller mandag, så årsagen til nedbruddet kan findes og laves.
- Det er meget ærgerligt, og vi er kede af det, men det er desværre sådan noget, som kan ske indimellem, siger Povl Damstedt Rasmussen.
Indtil fejlen er fundet og fikset må TDC-kunderne på Tunø altså væbne sig med tålmodighed.