Succes-træner stopper
Odder Håndbold mister træner Morten Secher, der søger nye udfordringer
Morten Secher har haft masser af succes som træner for Odder Håndbold, men nu er det slut. Træneren stopper i Odder på trods af, at der egentlig var aftalt forlængelse af aftalen mellem de to parter.
- Morten Secher har været en kæmpegevinst for Odder Håndbold. Han har hjulpet os med professionaliseringen af vores arbejde og er manden bag oprykningen til Boxerligaen. Derfor er vi selvfølgelig også kede af at skulle tage afsked med Morten, udtaler formand Henrik Bentsen i en pressemeddelelse.
Se: Ny træner i Odder Håndbold
Der er ingen sure miner fra Odder-formanden på trods af, at forlængelsen mellem Morten Secher og Odder Håndbold allerede var på plads.
- Selv om vi allerede havde en aftale med Morten om forlængelse af hans kontrakt, har vi haft en god og åben dialog om den mulighed han har fået, og vi accepterer fuldt ud, at han føler, han er nødt til at give det en chance.
Hovedpersonen selv har været glad for sin tid i den østjyske håndboldklub.
- Jeg er glad for den gode dialog med Odder, som gav mig tid og mulighed for at overveje mine muligheder. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har valgt Odder fra - jeg har valgt noget andet til, fordi jeg fik en unik mulighed, som jeg føler, at jeg var nødt til at tage imod, siger Morten Secher.
Odder Håndbold spiller i den bedste række i Danmark, men er sikre på at rykke ned efter kun fire point i 23 kampe.
Hvad Morten Sechers nye udfordring består i, fremgår ikke af pressemeddelelsen.