Ny udvikling: Skandaleramt redningsbåd kommer fra kritiseret værft
Ny redningsbåd er leveret fra et fransk værft, der tidligere har haft problemer med redningsbåde.
Efter to ugers ventetid er der endelig lidt mere konkrete svar på, hvorfor Anholts nye redningsbåd ligger stille på 14. måned i Grenaa langt fra den isolerede ø.
"Langvarig proces" med at få de nødvendige tilladelser og en "større mængde af reklamationer". Sådan lyder forklaringen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i en mail.
Hvilke konkrete fejl, der skal fikses, og hvorfor der ikke er styr på papirarbejdet, vil FMI ikke stille op til interview og forklare. Ligesom styrelsen heller ikke ønsker at oplyse købsprisen på båden, der lige nu ligger til kaj i Grenå i stedet for på Anholt.
Den franske forbindelse - fire tons overvægt
Efter TV2 Østjylland første gang beskrev øboernes undren over, at deres nye redningsbåd ikke længere var på øen, er det væltet ind med tips til redaktionen.
En af tippene peger på, at leverandøren, det franske værft Couach, også har haft problemer med at levere redningsbåde til den franske kystredningstjeneste.
I en artikel fra 2022 beskriver det franske maritime magasin, Mer et Marine, at prototypen på en redningsbåd, der i længde og bredde minder om Anholts, vejede fire tons mere end de beskrevne leverancekrav.
TV2 Østjylland har været i telefonisk kontakt med værftet og har sendt dem en række skriftlige spørgsmål om de konkrete problemer med Anholts båd. Vi har ikke modtaget svar endnu.
Spørgsmål til det franske værft
Vi har sendt følgende spørgsmål til det franske værft:
Hvorfor virker den båd, som I har leveret, ikke som planlagt?
Vi har interviewet den danske forsvarsminister, som siger: ”Båden er ikke i operativ, på grund af problemer i forhold til tekniske installationer og el-problemer om bord på skibet.” Kan I bekræfte, at det er problemet?
Kan I konkretisere, hvad problemet er?
Har I modtaget betalingen for leveringen af redningsbåden?
Betaler I for de reparationer, som bliver foretaget i Danmark, eller er det modtageren i Danmark, som betaler for de reparationer?
Vi har også spurgt FMI, om de kendte til problemerne i Frankrig, da de underskrev kontrakten på Anholts nye redningsbåd. Det svar venter vi stadig at få.
Har den været strømførende?
FMI arbejder på, at redningsbåden bliver hurtigst mulig klar, og nu skulle de danske tilladelser til sejlads og certifikater være på plads.
Fordi båden har været længe i havnen i Grenå, går snakken både blandt fiskere og fritidssejlere.
- Og mig bekendt har der været strøm i båden. Så har den spist nogle rør og en masse ting, som ikke har været afledt ordentligt, siger Anders Nymann Jensen, der er formand for fiskerne på Grenå Havn.
FMI har endnu ikke svaret på, om båden har været strømførende, og de lokale reparatører er bundet af en kontrakt med Forsvaret, der gør, at de ikke må udtale sig om det arbejde, de udfører.
Dog er det sikkert, at den kaj, som båden ligger ved, er lejet af den lokale virksomhed AM Handel og Service, der laver en del opgaver for Forsvaret.
Uanset, hvad der er op og ned, er dommen klar blandt de fiskere, TV2 Østjylland mødte på kajen i Grenå forleden.
- Jeg tænker, om ikke Danmark kunne tage at købe deres redningsmateriale i Danmark i stedet for at købe det i udlandet. Der er altid problemer med det, som man køber i udlandet, siger fisker Anders Nymann Jensen.
Men der kan vel også være problemer med det, som man køber i Danmark?
- Jo, men så er det nemmere at gå hen til smeden og få det repareret, hvis det er en, som bor 10 meter væk, i stedet for han bor 1.000 km væk.
Minister skal svare på spørgsmål
I dag kl. 13 skal forsvarsminister Troels Lund Poulsen (Venstre) svarer på en række spørgsmål i sagen. Det er Danmarksdemokraternes Kristian Bøgsted, som har sendt spørgsmålene, som forsvarsministeren skal svare på.