Kulturelt flagskib er truet på økonomien
Fire østjyske spillesteder har fået millionstøtte, men Pavillonen i Grenaa fik afslag, og derudover skal kulturhuset måske også spare en halv million kroner om året
Kulturhuset Pavillonen i Grenaa har lagt scene til kunstnere som Mads Langer, Magtens Korridorer og LOC, men måske er det snart slut med både små og store koncerter i Pavillonen.
Stedet er lige blevet forbigået af Statens Kunstfond, der har delt millioner af kroner ud til de regionale spillesteder i Danmark.
- Det ligner, at man i Østjylland klart har prioriteret storbyerne fremfor oplandet, som vi repræsenterer, siger Jesper Juul, der er direktør for Pavillonen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En ting er, at Pavillonen må kigge langt efter millionstøtte fra Statens Kunstfond, noget andet er, at Norddjurs Kommune måske vil skære en halv million af det årlige budget.
Turbine-chef vil løfte byens musikliv
- Jeg håber naturligvis ikke, at det bliver en realitet, men jeg kan ikke sige noget om det på nuværende tidspunkt, for forslaget er sendt i høring, siger Else Søjmark (S), formand for kulturudvalget i Norddjurs Kommune.
Jesper Juul frygter, at det i sidste ende kan få den konsekvens, at Pavillonen må dreje nøglen om.
Igangværende SPOT-festival er udsolgt
Musiker Andres Gantriis er en af dem, der har optrådt flere gange på Pavillonen, og det har haft stor betydning for hans karriere.
- Det har betydet alt. Du kan lave nok så godt musik, men hvis du ikke bliver hørt, så er du ikke ret meget videre. Så det har gjort, at jeg har fået en masse spillejobs og i dag sidder med en pladekontrakt, fortæller musiker Andres Gantriis.
I Østjylland har Voxhall, Train og Radar i Aarhus og Turbinen i Randers fået støtte af Statens Kunstfond.
Se hele indslaget i ovenstående video.