Garage udbrændt
Gasflasker gav voldsom brand på Borup Kirkevej
Lørdag aften opstod der brand i en garage på Borup Kirkevej i Randers. Ejeren havde 15-20 gasflasker opbevaret i garagen. Et par stykker sprang i luften før brandvæsenet nåede frem.
- Vi kom ud til en meget kraftig brand og vores opgave var først og fremmest at sikre, at branden ikke spredte sig til ejerens hus - som er et træhus - og til nabogrunden, fortæller indsatsleder Anders Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Garagen var fuldstændig overtændt og stod ikke til at redde.
Det var ejeren selv - en mand i tresserne - som tilkaldte brandvæsenet.
- Han har fortalt os, at han tidligere på dagen har bekæmpet ukrudt med en ukrudtsbrænder, så vi formoder, at branden er opstået ad den vej, siger indsatslederen.
Brandvæsenet blev tilkaldt kl. 20.23.