VIDEO: Horsens slog Randers
Se højdepunkter fra testkampen
Randers FC fik ikke den allerbedste generalprøve forud for den kommende superligasæson.
I sommerens sidste testkamp blev østjyderne på hjemmebane besejret med 1-3 af lokalrivalerne fra AC Horsens.
I 1. halvleg sendte gæsternes André Bjerregaard AC Horsens på sejrskurs, da han sikkert udnyttede en overtalssituation nær kronjydernes mål.
Efter pausen fordoblede Frederik Helstrup gæsternes føring, inden Viktor Lundberg senere fik reduceret.
Tættere på kom kronjyderne ikke. I stedet scorede rutinerede Martin Retov kampens sidste mål, efter at Horsens-spillerne havde leget kispus med Randers-forsvaret.
I videoen øverst på siden kan du se de tre sidste mål fra det østjyske lokalopgør. Horsens-spillerne fik faktisk bolden i mål i alt fire gange, men den ene scoring blev underkendt for offside.