Troels Kløve sikrede uafgjort
ACH hentede 1-1 i Viborg efter overtidsscoring
Søndag eftermiddag stod Bo Henriksen for første gang i spidsen for AC Horsens i en betydningsfuld kamp, da man mødte Viborg F.F. på udebane i første runde af 1. division.
Og her hentede "De gule" et enkelt point mod Superliga-nedrykkerne, da Troels Kløve i overtiden scorede til 1-1 på et langskudsmål.
Dermed sikrede han Bo Henriksen en fin debut som AC Horsens-træner.
Det var ellers hjemmeholdet fra Viborg, der kom bedst fra start i kampen. Men der gik mere end en time, før kampens første scoring faldt.
Her var det Viborgs Aleksandar Stankov, som sendte bolden i mål.
Og bedst som det lignede, at hjemmeholdet ville hente alle tre point, slog Troels Kløve til og bragte balance i regnskabet.
Viborg F.F havde valgt at placere sidste sæsons topscorer i Superligaen, Thomas Dalgaard, på tribunen, fordi et salg af angriberen kan være på trapperne, da der er konkret interesse fra klubber, oplyser Viborg F.F.
AC Horsens møder i næste runde af 1. division på hjemmebane Lyngby BK. Den kamp spilles søndag den 3. august klokken 15.00.