Østrigsk schlagerlegende gæster Lunden i Horsens
Den 2. september giver stjernen Hansi Hinterseer koncert i Østjylland
Han er nærmest blevet en ikon og trækker næsten altid fulde huse, når han kommer forbi med sine velkendte tyske hits. Der er naturligvis tale om østrigske Hansi Hinterseer, der til september gæster Horsens.
Den 2. september giver han koncert på scenen i Lunden, og den tyske stjerne glæder sig.
- Hver gang jeg tager til Horsens, ved jeg, at der venter mig en fest, siger Hansi Hinterseer i en pressemeddelelse.
Han har nemlig tidligere givet koncert i både Fængslet og Forum Horsens – koncerter der har tiltrukket store menneskemængder.
- Nu ”løslader” vi ham fra Fængslet og flytter koncerten til de smukke omgivelser i Lunden, der passer perfekt til hans musik, siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends, som sammen med Musikforeningen Eigils står bag arrangementet.
63-årige Hansi Hinterseer har en mere end 20 år lang karriere som sanger bag sig, dokumenteret på efterhånden 40 album, senest ”Bergsinfonie”, som han udgav sidste år.
Læs også
På væggen derhjemme har han 34 guld- og 12 platinplader. En af platinpladerne er for ”The Danish Collection”, som i 2010 sikrede ham høje placeringer på de danske hitlister.
Nogle af de største hits er “Du hast mich heut noch nicht geküsst”, “Amore mio”, “Tiroler Berge”, “Sieben rote Rosen”, "Hände zum Himmel", "Hey Baby", "Komm nach Tirol Senorita", "Viva Tirol", ”Lebenslänglich mit Dir“ og ”Komm und tanz“.
Ved koncerten i Horsens, der går i gang kl. 19.30, medbringer Hansi Hinterseer sit faste orkester, Tiroler Echo.
Billetsalget starter på mandag kl. 10.