Kendt milliardær døde i Schweiz
Michael Mortensen døde uventet af hjertestop under en forretningsrejse.
Horsens-milliardæren Michael Mortensens død skyldtes et hjertestop i forbindelse med en forretningsrejse i Schweiz.
Det oplyser familien ifølge flere medier i en pressemeddelelse.
"Vi er i dyb sorg over, at Michael pludselig er blevet taget fra os. Han var på alle måder et fantastisk og kærligt menneske."
Læs også
"Vi vil gerne takke for alle de varme og kærlige hilsner, som familien har modtaget de seneste dage. Vi vil samtidig bede om, at pressen og offentligheden viser forståelse for og respekterer, at vi gerne vil have ro til at bearbejde tabet af Michael."
Blev kun 49 år
Tidligere på ugen bekræftede Udenrigsministeriet, at en dansker var afgået ved døden i Schweiz.
Michael Antitsch Mortensen stiftede Horsens-firmaet Casa og HusCompagniet og var blandt andet bestyrelsesformand for Flügger Group A/S. Han blev kun 49 år. Han flyttede for et par år siden til Aarhus med sin familie, hvor han efterlod sig hustruen, Bettina, og parrets to børn.
Læs også
"Det er med meget stor sorg, at Flügger group A/S har modtaget meddelelse om vores formand, Michael Mortensens, alt for tidlige bortgang. Vores dybeste tanker og medfølelse går til Michaels familie i denne svære tid," lød det blandt andet i en pressemeddelelse tirsdag.