Mens de andre tager sydpå: Silkeborg træner i sne og kulde
Silkeborg IF-spillerne må løbe sig til varmen forud for Superliga-opstart
Træning i 15 graders varme under sydens sol eller på en kold, dansk kunstgræsbane?
Valget er måske ikke så svært, hvis man kigger ud af vinduet i disse dage, hvor vinteren har bidt sig fast i Østjylland.
I Superligaklubben Silkeborg IF har man dog valgt mulighed nummer to - nemlig at træne herhjemme i Vinter-Danmark. Klubben er dermed den eneste klub i hele ligaen, som ikke er draget sydpå til forårsagtige temperaturer.
- Det er selvfølgelig koldt. Det giver sig selv. Men så længe banen er ryddet ordentligt, så går det nok, siger forsvarsspiller Simon Skou Jakobsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Simon Skou Jakobsen afslører da også, at det kræver en del forskellige lag tøj at holde varmen under træningerne.
Læs også
Egentlig skulle Silkeborg IF have været af sted på træningslejr i Tyrkiet, men på grund af frygt for terror valgte spillerne at blive hjemme.
En af Silkeborgs IF modstandere, Randers FC, har dog valgt at tage af sted og befinder sig lige nu i tyrkiske Belek. Her er der sol og en temperatur omkring 15 grader.
- Det er dejligt at komme på græs i stedet for kunstgræsbanerne og det kolde vejr derhjemme, fortæller Randers FCs Alexander Fischer.
I Tyrkiet har Randers-spillerne mulighed for at få varmen yderligere ved at gå i tyrkisk bad og spille golf, når træningen ikke kalder.
Der er bare halvanden uge til de to hold tager hul på Superligaen. Silkeborg møder AC Horsens den 18. februar, mens Randers FC skal i kamp mod FC Midtjylland den 20. februar.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du komme med til træningen hos de to østjyske hold, som altså træner under vidt forskellige forhold.
Sol over @Randers_FC til formiddagens træning i Belek. #randersfc pic.twitter.com/t1wyUzz2LQ
— Fodbold med Horup (@FMHorup) February 8, 2017