Motorvej spærret
E45 spærret i nordgående retning
Motorvej E45 er spærret for al nordgående trafik efter to uheld kort efter afkørsel 44 Hadsten.
Det er endnu uvist, hvornår afspærringen på motorvejen ophører, men Østjyllands Politi forventer, at det tidligst sker omkring klokken 17:
- Motorvejen er forsat spærret grundet udfordringer med at få fjernet foderet fra kørebanen. Tidshorisonten er + 1 time. nærmere følger, skriver Østjyllands Politi på Twitter klokken 15.48 her til eftermiddag
Det ene uheld skete, da to lastbiler kørte sammen. Den ene lastbil fragtede foder, som blev spredt ud over begge kørebaner.
Sidste afkørsel inden uheldet er afkørsel 44, men køen på motorvejen vokser fortsat.
Politiet har løbende gelejdet flere hundrede biler, der holdt i kø, tilbage mod kørselsretningen og op af afkørsel 44 ved Hadsten.
- Lige nu har vi ingen tidshorisont, men jeg har en forventning om, at vi snarest muligt for styr på situationen igen, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er i øjeblikket ingen meldinger om alvorlig personskade.
Politiet beder alle om at holde nødsporet fuldstændigt frit til rydrykningskøretøjer.
Skal man nordpå kan man altså køre fra motorvejen ved afkørsel 44 og tager rute 180 i stedet.