Vraget AGF-spiller fortsætter i Viborg
Den tidligere AGF-angriber Mate Vatsadze er tilbage i Superligaen, hvor han skal spille for Viborg
Viborg skal i foråret kæmpe for ikke at rykke ud af Superligaen i fodbold, og i de bestræbelser har klubben hentet den tidligere AGF'er Mate Vatsadze til klubben.
Det skriver Viborg på klubbens hjemmeside.
Den georgiske angriber slog fra 2012 til sommeren 2016 sine folder i AGF, hvor han især scorede mange mål, da klubben lå i næstbedste række.
Siden holdets tilbagevenden til Superligaen kneb det med spilletid, og i sommer vendte han hjem til Georgien og klubben Lokomotivi Tbilisi.
Læs også
Nu er den 28-årige georgier igen tilbage i Danmark, og det glæder angriberen.
- Jeg er rigtig glad for at være tilbage i den danske Superliga, og jeg glæder mig til at vise, at jeg stadig er en god angriber, siger Vatsadze til klubbens hjemmeside. Først og fremmest skal jeg kæmpe mig til en plads på holdet, og så håber jeg, at jeg kan gøre en forskel for Viborg.
Forskellen skal meget gerne ses i modstandernes straffesparkfelt ifølge Viborg-direktør Morten Jensen.
- Vi ved, at Mate Vatsadze er en dygtig boksangriber, der er god til at placere sig i feltet, og han har allerede bevist i dansk fodbold, at han har målnæse, lyder det fra direktøren.