Vægterlaug fejrer jubilæum i Ebeltoft
Vægtere i Ebeltoft er søndag trukket i arbejdstøjet i sommervarmen
I Ebeltoft kunne en lidt speciel vagttjeneste i dag fejre jubilæum. Det er nemlig i dag, søndag, præcis 50 år siden, at byens vægterlaug blev dannet.
- Kulturelt har det jo en betydning for byen, siger Torben Svendsen, vægter fra Ebeltoft Vægterlaug.
Vægterne er derfor trukket i arbejdstøjet for at fejre jubilæet, der også byder på sang og lidt godt til ganen i selskab med vægtere fra hele landet.
Venner for livet
Hans Røigaard, oldermand i Ebeltoft Vægterlaug, har været med gennem alle årene, og han var naturligvis også med til fejringen i dag.
Læs også
- Det er morsomt, for vi er jo kammerater for livet, efter vi har kendt hinanden i alle de år, siger han.
Ebeltofts sidste ægte fuldtids vægtere stoppede deres gerning i 1920, og derfor er det mest til ære for turisterne, når vægterne i dag trækker i arbejdstøjet.
- I gamle dage havde de en jobbeskrivelse, hvor de gik rundt og passede på byen, og at der ikke gik ild i husene, siger Søren Poulsen, Vægter Ebeltoft Vægterlaug.
Du kan se mere om Ebeltoft Vægterlaug og 50 års jubilæet i tv-indslaget øverst på siden.