Superfan i Horsens: Bruce Springsteen genkender mig
Onsdag aften spiller Bruce Springsteen koncert i Horsens
Steven Hansen er fan af Bruce Springsteen. Så stor fan, at han rejser rundt i verden for at opleve den amerikanske musiker, og nu er turen kommet til Horsens.
Onsdag aften går 'The Boss' på scenen på Casa Arena Horsens foran 30.000 tilskuere, og her skal Steven Hansen helt op i forreste række. For at komme så langt frem, har han ventet foran stadion i Horsens siden torsdag i sidste uge.
SE OGSÅ: Horsens gør klar til besøget fra 'The Boss'
- Fordi det er en del af oplevelsen for os, der rejser rundt og følger Bruce (Springsteen, red.) og bandet. Der sidder nogle fantastiske mennesker, der følger Bruce, og vi mødes, når Bruce spiller, så vi har haft nogle rigtig gode dage, hvor vi har snakket om vores fælles interesse og oplevelser med det her, siger Steven Hansen, der er efterskolelærer fra Nykøbing Falster.
'The Boss' genkender sin danske superfan
Han har været til mange koncerter med Bruce Springsteen, og ofte finder han vej helt frem i forreste række.
- Jeg har været til så mange koncerter, at Bruce også genkender mig en gang imellem, siger Steven Hansen.
Han fortsætter:
- Det er en del af oplevelsen. Det er derfor, vi står i kø oppe foran. Der er et nærvær, du ikke får, hvis du står længere nede blandt publikum.
SE OGSÅ: Det gik stærkt: Springsteen udsolgt op en halv time
Steven Hansen er nummer et i køen foran Casa Arena Horsens, hvor aftenens store koncert brager derudaf med showstart klokken 20.00.
Men hvad er der så specielt ved Bruce Springsteen, at det får folk til rejse rundt i hele verden og vente flere dage på koncerter? Steven Hansen har et bud:
- Jeg synes, at han er usammenlignelig med alle andre kunstnere. Han har et nærvær med sit publikum, som ingen andre har. Han har skrevet noget utrolig livsbekræftende musik, som ingen andre har. Jeg finder en stor, stor glæde i hans sange, siger Steven Hansen.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Springsteens danske superfan.
Billedet øverst på siden er taget af Mike Hutchings - Scanpix og TV SYD. Collage TV2OJ.