Ekspert forudser flere partihop i de østjyske byråd
Indtil videre har 15 østjyske lokalpolitikere brudt med deres parti i denne valgperiode. Roger Buch spår flere partihop de kommende måneder
15 østjyske byrådsmedlemmer har i denne valgperiode brudt med det parti, de blev valgt for i 2013.
De fleste af politikerne har fundet et nyt parti, mens andre optræder som løsgængere.
De kommende måneder kan meget vel byde på endnu flere partihop rundt i Østjylland, forudser Roger Buch, kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Det er nemlig i løbet af de kommende måneder, at mange partiforeninger rundt i Østjylland stiller kandidater op til efterårets kommunalvalg. Og hvis kandidaten troede, han skulle være konge, men i stedet ender som fyld nederst på opstillingslisten, så kan det for nogle være nærliggende at forlade partiet.
- Der er nogle, som finder ud af, at de ikke kan få den opstilling, de gerne vil – og tænker, at hvis jeg skal skifte, så er det en god ide at gøre det nu, siger Roger Buch.
Læs også
Han peger på, at det er sværere for politikere, der har skiftet parti i valgperioden, at blive genvalgt.
- Når man skifter parti, så viser undersøgelser fra forrige valgperiode, at så har man det rigtig svært ved valget. Det er cirka dobbelt så svært at blive genvalgt som det er for de politikere, der holder fast i deres parti. Så vælgerne vender ryggen til det (partihop, red.), siger Roger Buch.
Værdiløse regler
Loven siger, at det mandat, vælgerne giver én, er personligt. Derfor kan den valgte tage det med fra det ene parti til et andet.
Sådan burde det ikke være, mener Søren Kristensen, Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Silkeborg:
- Jeg synes, at det er en uskik, og man burde gøre noget ved det i styrelsesloven, siger han.
Læs også
Søren Kristensen så gerne, at det enkelte mandat overgik fra at være personligt til at tilhøre partiet. Derved ville man undgå pludselige magtforskydninger:
- Det kan være ganske få stemmer, som nogen kan sidde inde med, og de kan have enorm stor betydning for, om man går til den ene eller den anden side, fortæller Søren Kristensen.
Han fortæller, at Socialdemokratiet i Silkeborg har udarbejdet fælles spilleregler for, hvordan partiets byrådsmedlemmer skal håndtere forskellige situationer. Det har man blandt andet gjort for at undgå partihop.
Roger Buch siger, at det er fint med spilleregler, men de er ikke meget værd, hvis først balladen bryder løs.
- Det er udmærket at lave spilleregler for, hvordan man samarbejder. Men det hjælper ikke, hvis konflikten opstår. Hvis man først bliver rygende uenige om en sag og den personlige kemi bryder sammen mellem politikerne, så hjælper spilleregler ikke. Så kan de ikke bruges til noget, siger Roger Buch.
Øverst kan du se interviewet med Roger Buch.