Aabech på pletten i smal AGF-sejr
Kim Aabech og resten af AGF's 'reserver' slog knebent Brabrand IF i en træningskamp
AGF's cheftræner Glen Riddersholm har efterhånden vist omverdenen, hvad der ligner hans foretrukne startopstilling, og til dagens træningskamp mod Brabrand IF var det 'B-kæden', der var i spil.
Derfor var blandt andre Kim Aabech, Mate Vatsadze, Emil Nielsen og Stephan Petersen med fra start, da de som udgangspunkt ikke ligner folk, der skal spille fra start i forårssæsonen.
Et ganske habilt reservehold, der da også var stærkt nok til at slå Brabrand IF - om end kun med de beskedne cifre 2-1.
AGF'ere tilfredse med russisk test
Alle målene blev scoret i første halvleg, hvor AGF's unge Oscar Buur bragte 'de hvi'e' foran med 1-0, inden Kim Aabech direkte på frispark gjorde det til 2-0.
Kort før pausen fik Brabrand IF reduceret til 2-1, og det blev kampens resultat. Kampen blev spillet på AGF's træningsbaner, og banens beskaffenhed var ikke ligefrem til poleret fodbold, fremgår det af AGF's Twitter-profil.