Samsøfærgen er aflyst resten af tirsdagen
Samsø Rederi må aflyse alle tirsdagens afgange på grund af blæst og grundstødning
Samsø Rederi har haft en skidt dag. Først måtte seks overfarter aflyses på grund af blæsten, og siden røg resten af dagens program på grund af en grundstødning efter en teknisk fejl.
Den fejl er nu blevet undersøgt, og færgen er uden skader efter uheldet, men til gengæld er vinden taget til i styrke. Så meget, at resten af dagens sejladser aflyses.
Næste afgang vil være i morgen, onsdag, klokken 06.35 fra Hou.
Samsø Færge stødt på grund: Skal tjekkes af dykkere
Dermed vil flere mennesker strande efter dagens arbejde på enten Samsø eller i Hou, uden mulighed for at komme hjem i dag.
I Hou tilbyder Samsø Rederi en sofa og et tæppe ombord på færgen samt mad og drikke til de, der skulle have været med færgen hjem tirsdag, og i stedet må tage morgenfærgen onsdag.