Det værste blæsevejr har nu passeret Østjylland
Stormen er ifølge DMI nu rykket længere østpå, hvor hovedstaden pt oplever vindstød af orkanstyrke
'Gorm' var en livlig herre, og stormen gav store udfordringer i det østjyske. Men nu skulle det værste være overstået.
- Stormen har bevæget sig videre østpå, hvor København lige nu er ramt. I Østjylland nåede man ved Sletterhage Fyr op på en middelvind på 31 m/s og vindstød på 40 m/s. Så vi var tæt på en regulær orkan der, fortæller vagthavende hos DMI, Mogens Rønnebek.
Stormen kulminerede således også før først antaget, som var ved 22-tiden.
- Det blæser stadig pænt, men kun en hård vind til kuling. Der er således nu kun en minimal risiko for vindstød af stormstyrke i Østjylland, siger Mogens Rønnebek.
VIDEO: Storm rev taget af boligblok
DMI kan samtidig oplyse, at en af steder, hvor stormen var allerværst var i det sydlige Kattegat, og blandt andet ved Sjællands Odde målte man en overgang en middelvind på 35 m/s og vindstød op til 40 m/s.
Travl morgen venter Falck
Hos Falck har man haft 11-12 stormrelaterede henvendelser fra østjyder. De beretter om væltede træer, nedfaldne tagplader og vinduer, som er blæst ind.
- Men heldigvis har ingen mennesker og dyr været involveret, så mange af opgaverne venter vi med at tage os af til i morgen. Vi har respekt for dem, det er gået udover, men jeg skal også tage hensyn til mit mandskab. Det er farligt for dem i mørket, og det blæser stadig, lyder det fra driftschef hos Falck, Thomas Dietz.
I stedet bliver mandag morgen nok travl for Falck, der i morgentimerne gerne vil advare bilisterne om at tage hensyn til de væltede træer, som kan give trafikale problemer.
- Folk skal køre hjemmefra i ordentlig tid i morgen tidlig, og så skal man være ekstra opmærksom, siger Thomas Dietz.