Sygetransport flyttet fra færge
En passager på MF Samsø var i ambulance og måtte hjælpes af den kollisionsramte færge
I alt 57 personer blev fanget på MF Samsø, da færgen kolliderede med et færgeleje.
For nogle skulle det gå lidt hurtigere med evakueringen, end for andre. Der var nemlig en patient i ambulance ombord på færgen.
- Det var en liggende sygetransport, og vi fik ham flyttet over i en landfast ambulance så hurtigt, som muligt. Vi har heldigvis mere end en ambulance på Samsø, siger vagthavende indsatsleder ved Redningsberedskabet på Samsø, Søren Peter Kjeldahl, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De resterende personer, der var ombord på færgen, blev eskorteret ud af en udgang i siden af færgen.
- Der var nogle enkelte, der blev på færgen, men de fleste blev hjulpet ud. Vi fik udleveret bilnøglerne af dem, der var i bil, og så kørte personalet bilerne i land klokken tre, da vi var færdige, siger Søren Peter Kjeldahl.
Redningsberedskabet på Samsø havde 22 mand på opgaven.