Vagt snuppede butikstyv
30-årig mand fra Litauen anholdt
Onsdag aften blev en 30-årig mand fra Litauen anholdt på Aarhus Hovedbanegård. Han mistænkes for flere tilfælde af butikstyveri, ligesom han ifølge politiet har overtrådt sit indrejseforbud.
Det var en vagt ved banegården, der onsdag aften omkring klokken 21.30 tilbageholdt manden, indtil politiet nåede frem for at anholde ham.
- Han sigtes for flere tilfælde af butikstyveri og for overtrædelse af sit indrejseforbud. Han står formentlig til afsoning, og så bliver han udvist, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Den 30-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag, torsdag, klokken 14.00 ved Retten i Aarhus.
Opdatering:
Efter grundlovsforhøret blev den tiltalte dømt til fem måneders fængsel med straks afsoning. Herefter står han til udvisning af landet med seks års indrejseforbud.