Henter islandsk landsholdsspiller
33-årig midtbanespiller forstærker AGF
Det tog kun få dage for AGF at finde en ny midtbanespiller, efter at aarhusianerne tidligere på ugen sagde farvel til Casper Sloth.
Fredag formiddag meddeler AGF, at klubben har skrevet kontrakt med den 33-årige islandske landsholdsspiller Helgi Danielsson.
Helgi Danielsson har spillet 32 landskampe for Island og er hentet i Belenenses, der spiller i den bedste række i Portugal. Han har skrevet under på en toårig kontrakt med AGF.
- Jeg er glad for, at vi har kunnet tilknyttet en landsholdsspiller med masser af erfaring. Han er en dygtig midtbanespiller, som vil kunne tilføre vores trup en masse - både fordi han er en dygtig fodboldspiller, og fordi han er en meget professionel type. Han vil helt sikkert have en positiv indflydelse på vores miljø, siger AGF-cheftræner Morten Wieghorst i en pressemeddelelse.
Helgi Danielsson har tidligere i karrieren spillet for blandt andre AIK Stockholm, Hansa Rostock, Elfsborg og Peterborough United.
- AGF viste stor interesse for mig, da jeg fortalte min agent, at jeg gerne ville skifte, fordi min familie og jeg ikke trivedes så godt i Portugal. Jeg besøgte klubben og Aarhus tidligere på ugen, og derfra var det en nem beslutning, siger han.
Helgi Danielsson snører allerede senere fredag støvlerne og deltager i dagens træning på Fredensvang.