Ung indbrudstyv var tørstig
15-årig dreng blev taget på fersk gerning
Det var en noget ung indbrudstyv, som en politipatrulje fra Østjyllands Politi i går kunne anholde.
Ved middagstid blev politiet kaldt ud til adresse på Gammel Viborgvej i Sabro, hvor naboerne til et hus, havde set en ung mand komme ud fra huset med armene fulde af tyvekoster.
Da patruljen nåede frem, fik de anholdt tyven, som viste sig at være en 15 år gammel dreng.
Drengen havde knust en rude i husets terrassedør og forsøgt at bryde et vindue op. Han havde ifølge politiet stjålet en enkelt flaske rom og to cidere:
- Han har været tørstig, den unge mand. Han har nok kunne se alkoholen gennem vinduet, siger vagtchef Stig Heidemann til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 15-årige dreng er nu løsladt igen og sigtet for indbrud.