Elvis i 42 timer
Jagter verdensrekord på Graceland Randers
Hvis alt går vel bliver der i begyndelsen af næste uge sat en verdensrekord i Graceland Randers.
Det kronjyske Elvis-museum har i den kommende tid besøg af sangeren Henrik Busborg, der har tænkt sig at sætte ny rekord for, hvor længe man kan synge uden pause.
Mandag kl. 12 går den danske Elvis Presley-imitator i gang med at synge sange af den afdøde amerikanske megastjerne. Derefter har han tænkt sig at synge 42 timer i træk - kun afbrudt af tissepauser på højst fem minutters varighed hver time.
Hvis Henrik Busborg gennemfører, tager han angiveligt verdensrekorden fra den canadier, der i øjeblikket er den person, der har sunget i længst tid.
- Det bliver en hård opgave, men jeg tror at det vil lykkes, siger Henrik Busborg i en pressemeddelelse.
Der er fri entré til rekordforsøget. Foran scenen bliver der opstillet en kasse, hvor publikum kan lægge lidt penge i, hvis de har lyst. Pengene går ubeskåret til støtte for Trygfondens Familiehus ved Skejby Sygehus i Aarhus.
Indehaveren af Graceland Randers, Henrik Knudsen, har i øvrigt lovet at holde sig vågen og støtte Henrik Busborg under rekordforsøget.