Også letbane i Randers?
Borgmestre vil sætte mere strøm på togene
Den kommende letbane skal ikke være forbeholdt pendlerne i Aarhus og byens nærmeste opland.
Står det til en række østjyske borgmestre skal letbanen på sigt udvides, så den også strækker sig til blandt andet Randers og Hadsten.
Sådan lyder meldingen fra medlemmerne af det såkaldte letbaneråd, der i dag mødtes for at diskutere den fremtidige udvikling af letbanen.
Letbanerådet består af borgmestrene fra de fleste østjyske kommuner samt repræsentanter for Region Midtjylland og Midttrafik.
- Hvis Randers kobles på letbanen, kommer vi meget tættere på Aarhus. Det giver nogle gode perspektiver i forhold til arbejdspladserne i Aarhus Nord, byens uddannelsesinstitutioner samt kulturtilbuddene, som mange randrusianere benytter sig af. Det er en spændende løsning, siger Randers' borgmester, Claus Omann Jensen (V), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den første etape af letbanen skal efter planen stå færdig i 2015. Letbanen kører fra Hovedbanegården i Aarhus Midtby via Randersvej til Skejby Sygehus og videre til Lisbjerg og Lystrup.
Står det til politikerne i letbanerådet, skal letbanen på sigt også betjene Randers og Favrskov kommuner.
- Hele S-togsnettet i København er elektrificeret, og det samme bør være tilfældet med jernbanenettet i Østjylland. Men det ligger nok et stykke ude i fremtiden. Lige nu handler det om at få den første etape gjort færdig, siger Claus Omann Jensen.