- Hele vores fortid er på spil
Planetarieleder spændt på østjysk rumprojekt
På mandag vågner en 10 år gammel satellit fra dvale 825 millioner kilometer ude i verdensrummet.
Et forsøg, som planetarieleder Ole J. Knudsen fra Steno Museet ser meget frem til.
Satellitten skal tage prøver fra en komet og dermed måske være med til at finde svar på et vigtigt spørgsmål inden for naturvidenskaben:
- Hvor kommer vi alle sammen fra? Det er i virkeligheden det, det bunder i, siger Ole J. Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Dens undersøgelse af kometen kan nemlig give vigtige svar.
Kometerne blev dannet langt før planeterne i vores solsystem, og de kan derfor være med til at give et billede af, hvordan planterne blev dannet og hvor livet på Jorden er kommet fra, fortæller Ole J. Knudsen:
- Der er nogle forskere, der har en idé om, at livet er opstået eller i hvert fald transporteret her til Jorden via kometer, som er faldet ned på Jordens overflade,
Satellittens strømforsyning er produceret af virksomheden Terma fra Lystrup.
Der er derfor østjyske aktier indblandet i, om satellitten bliver vækket. Ole J. Knudsen tænker ikke på aktier, men derimod på, hvordan vi alle kan blive meget klogere:
- Det er meget mere spændende end at spille på heste eller på fodbold. Her er det hele vores fortid, der er på spil, siger Ole J. Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se hele interviewet med planetariechef Ole J. Knudsen øverst i artiklen.