Nu er hunden blevet fjernet
Har ligget død i skoven siden i lørdags
En død muskelhund har i snart en uge ligget smidt på jorden i True Skov lidt uden for Aarhus.
Hvem der har smidt hunden og hvad dødsårsagen er, vides endnu ikke.
Østjyllands Politi fik i dag en henvendelse om sagen og kontaktede Aarhus Brandvæsen og Falck for at få fjernet hunden.
- Man må ikke bare aflive sin hund og så lægge den i skoven. Det er ulovligt, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter at have kontaktet brandvæsen eller Falck lød meldingen pludselig, at hunden allerede var blevet fjernet. Derfor er dens forsvinden nu et ligeså stort mysterium, som dens død.
- Vi beder en hundepatrulje om at køre ud i skoven for at være helt sikker på, den ikke bare er fjernet 50 meter, men for at være helt sikker på, den er fjernet, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det var en tilfældig cyklist, som i lørdags opdagede hunden.