Ny gratis musiktjeneste
Lyt til mere end 10 millioner numre
Gratis musik, fri for reklamer og fair betaling til musikerne - alt sammen i folkeoplysningens tegn. Det er i grove træk essensen, når de danske biblioteker i dag lancerer en helt ny og brugeroptimeret udgave af musiktjenesten Bibzoom, der bliver verdens første digitale public service musiktjeneste.
- Jeg er enormt stolt over, at vi med det nye Bibzoom giver danskerne muligheden for at blive musikalsk underholdt og udfordret eller slet og ret mulighed for bare at lytte til al den musik, de elsker, uden at de skal bekymre sig om hverken dyre abonnementer, forstyrrende reklamer eller ulovlig download, siger ansvarlig for Bibzoom, Flemming Munch fra Statsbiblioteket.
På Bibzoom kan danskerne fremover nemt og gratis lytte til mere end 10 millioner musiknumre via nettet.
- Når det gælder musik er det jo for længst blevet sådan, at vi som forbrugere forventer at kunne hente og lytte til musikken digitalt. Og her skal bibliotekerne selvfølgelig også kunne være med på en brugervenlig og let tilgængelig måde. Derfor har vi taget den benhårde konsekvens af, at bibliotekernes gamle digitale musikformidling ikke fungerede optimalt, og vi har i praksis skabt en helt ny musiktjeneste, der sikrer, at vi kan være til stede digitalt på en tidssvarende måde, siger Flemming Munch.
Det nye Bibzoom inderholder også en mobilapp - Bibzoom Shuffle, så man kan tage musikken med overalt.
Se mere på www.bibzoom.dk.