Vil tvangsfjerne ballademagere
Et effektivt redskab, mener Simsek
Hvis børn kaster med sten mod politiet og brandmænd, skal de kunne tvangsfjernes fra deres familier. Det mener Venstres borgmesterkandidat i Aarhus, Bünyamin Simsek, på baggrund af den ballade, der har været i den vestlige del af Aarhus i år.
- Det er et redskab, vi skal kunne tage i anvendelse overfor forældrene for at signalere, at vi mener det her alvorligt, siger han til DR Østjylland.
Bünyamin Simsek mener, at en midlertidig tvangsfjernelse vil være et effektivt våben mod ballademagere under den kriminelle lavalder.
- De vil så komme væk fra området og kan ikke gå ude om natten og kaste med sten og kanonslag mod politifolk og brandmyndigheder. Og det vil ske, så fremt forældrene ikke påtager sig deres forældreansvar, siger han.
Borgmesteren bakker op
Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, kom for nogle uger siden med en række forslag mod kriminelle unge, som blandt andet støttede sig på et udspil fra regeringen.
Her står der ikke direkte noget om at tvangsfjerne børn under 15 år, men alligevel går Jacob Bundsgaard ind for det.
- Det handler om, at vi skal have sikkerhed for, at de unge mennesker også i vores udsatte boligområder ved, hvordan man skal opføre sig. Der kan være nogle, der har så grænseoverskridende adfærd, at vi er nødt til at gribe ind og fjerne dem fra hjemmet - enten permanent eller i en periode, siger han.
Formanden for socialrådgiverne i Midt- og Nordjylland, Mads Bildstrup, mener, det ikke er lovligt at tvangsfjerne børn, alene fordi de er kriminelle.
- Enkelte episoder som at kaste sten efter brandvæsenet eller politiet kan ikke udløse, at man fra kommunens side beslutter en tvangsanbringelse. Så skal der være andre ting galt, hvor kommunens socialrådgivere har været inde og vurderet, at forældrene ikke har den generelle evne til at passe deres børn, forklarer Mads Bildstrup til DR Østjylland.