- Vi får Daniel transferfrit
AGFs sportschef glæder sig over ny aftale
AGF har indgået en aftale med Daniel A. Pedersen gældende fra sommeren 2015 og tre år frem. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Daniel A. Pedersen skifter transferfrit fra Silkeborg IF.
- Daniel er en dygtig midtbanespiller, som besidder gode færdigheder i forhold til den spillestil, vi praktiserer. Han har allerede bevist sit værd på højeste niveau, og han har samtidig en alder, der gør, at han kan udvikle sig yderligere. Vi får med andre ord en spiller, der både kan styrke os med det samme og på den lidt længere bane, og vi ser frem til, at han bliver en del af vores trup til sommer, siger sportschef Jens Andersson.
AGF har undersøgt muligheden for allerede nu at tilknytte Daniel A. Pedersen, men disse anstrengelser har ikke båret frugt.
- Vi har forhandlet med Silkeborg om et skifte allerede i dette transfervindue. Vi er dog et stykke fra hinanden rent økonomisk, og det vil være uansvarligt af os at sige ja til det tilbud, vi har modtaget, når vi får Daniel transferfrit til sommer. Vi glæder os i stedet først og fremmest over, at aftalen til sommer er faldet på plads, understreger Jens Andersson.
Den 22-årige midtbanespiller er noteret for 69 Superliga-kampe for SIF, og hertil kommer 6 U21- og 6 U20-landskampe.