Ung mand på ATV’er kørte galt under flugt fra politiet
Føreren af en firehjulet crosser mistede herredømmet over køretøjet i et sving og påkørte en parkeret bil
Mandag aften eftersatte Østjyllands Politi en ung mand på en såkaldt ATV’er, der er en firehjulet crosser, i Sydhavnsgade i Aarhus. Manden ville ikke stoppe, og under flugten mistede han så herredømmet over sin crosser, hvilket fik ham til at påkøre en parkeret Audi.
- Vi forsøger at stoppe en mand på en uindregistreret ATV, da han og en mere har kørt rundt på den inde i byen. Han vælger så at stikke af, og under eftersættelsen vælter han i et sving nede ved havnen, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Flere henvendelser om hensynsløs kørsel med ATV i Aarhus. 2 anholdt for at køre på en uindregistreret ATV og i påvirket tilstand #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 1, 2016
Kørte også i påvirket tilstand
Efterfølgende anholdt politiet to af de unge kørere på stedet. De blev begge anholdt for at køre på den uindregistrerede crosser og for at køre i påvirket tilstand.
- Manden, der kørte galt, er sluppet med mindre skrammer, siger vagtchefen.
Der har været en del politi og en ambulance fremme i Sydhavnsgade i forbindelse med uheldet.