Stiftstidende sender ny avis på gaden: Vi tror voldsomt på papir
En ny erhvervssektion i tirsdagens udgave er en ny satsning fra Århus Stiftstidende
- Mens alle andre aviser skærer ned, går vi på Århus Stiftstidende den anden vej.
Sådan indleder chefredaktør Jan Schouby sin leder i tirsdagens udgave af avisen, der vejer en del tungere, end den plejer.
Et 48 sider langt tillæg er nemlig stukket ind i avisen. Det nye tillæg hedder Erhverv+Østjylland og fokuserer især på små og mellemstore virksomheder i Business Region Aarhus.
- Der er måske nogen, der tænker, at det vi udgiver i dag, det er da tosset. Men vi tror voldsomt på papir. Det østjyske erhvervsliv har manglet dette produkt, siger Jan Schouby.
Læs også
Den nye erhvervsavis dækker Viborg, Randers, Norddjurs, Syddjurs, Silkeborg, Favrskov, Skanderborg, Horsens, Hedensted, Samsø og selvfølgelig Aarhus kommuner.
- Der er mange små og mellemstore virksomheder, hvor der er et væld af gode nyheder fra. Vi har gode konkurrenter i eksempelvis Børsen, men her ligger hovedfokus på giganterne som Mærsk og Bestseller, siger Jan Schouby til tv2oj.dk.
Avisen udkommer hver 14. dag og vil blive stukket ind i som tillæg i Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis og Viborg Stifts Folkeblad. Derudover bliver avisen delt ud til 23.000 virksomheder.
Læs også
- Vi må jo bare erkende, at vi ikke har været gode til at behandle erhvervslivet, og det har vi overladt til andre. Hvis vi vil være hele byens og Østjyllands avis, så skal vi tage det hele med. Og erhvervslivet spiller en enormt stor rolle, og det skal vi tage seriøst, siger Jan Schouby.
Jysk Fynske Medier, som ejer Århus Stiftstidende, har for nyligt meldt ud, at de skal spare blandt andet på den redaktionelle drift af koncernens aviser. Men Jan Schouby peger på, at erhvervsavisen er en del af koncernens investeringer, der skal fastholde papiravisen og derfor ikke vil blive ramt af nedskæringer.
- Der er afsat en stor pulje til nyinvesteringer, og der er erhvervsavisen en af dem. Vi mener det her seriøst, og vi har derfor fastansat nogen til det, siger Jan Schouby.