Sabah Ahmad: Jeg stiller op igen
Mohammad Sabah Ahmad er bestemt ikke færdig med politik efter en procedurefejl
Alternativet opstillede tirsdag Mohammad Sabah Ahmad som kandidat til folketinget, men det kandidatur er blevet trukket tilbage, da en procedurefejl er skyld i, at Mohammad Sabah Ahmad ikke er opstillingsberettiget.
Han har ikke været medlem af partiet i de tre måneder, det kræves for at blive opstillingsberettiget.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi har nogle vedtægter, vi skal overholde, og hverken jeg eller andre kandidater er over partiet. Jeg elsker ved Alternativet, at vi indrømmer, at vi begår en fejl, siger Mohammad Sabah Ahmad til tv2oj.dk.
For ham har det reelt ingen betydning udover tidshorisonten.
- Det eneste, det egentlig betyder for mig er, at jeg skal vente en måned eller halvanden på et nyt opstillingsmøde, før jeg er kandidat igen, hvis jeg bliver indstillet igen. Det er ren formalia, siger Mohammad Sabah Ahmad.
Tidligere Grimhøj-talsmand er kandidat for Alternativet
Han fik den store tur igennem mediemøllen i forbindelse med sin opstilling, men det har ikke afskrækket ham fra det politiske liv.
- Jeg er overhovedet ikke afskrækket. Hvis man gerne vil være politiker, og man står fast i sin intention på at være brobygger, er det bagatelsager. Medierne skræmmer mig ikke, jeg har været igennem dem før, siger Mohammad Sabah Ahmad.
Det var ikke blot almindelige mennesker på Facebook, der var kritiske overfor Mohammad Sabah Ahmads opstilling. Også prominente politiske skikkelser som Inger Støjberg (V) og Dan Jørgensen (S) udtalte sig kritisk.
Udskældt folketingskandidat: Jeg har lagt alle kort på bordet
- Det har været overvældende. Det var derfor, jeg ikke gav så mange interview i går. Det er på baggrund af mine tre dage hos Grimhøj, og det er en overskrift de læser og det ikke et nuanceret grundlag, de udtaler sig på. Det synes jeg ikke er en politiker værdigt. Jeg hjælper, hvor jeg kan, for at afradikalisere. Hvis de havde vidst mere om mig, tror jeg, de havde ændret holdning, siger Mohammad Sabah Ahmad.
Mohammad Sabah Ahmad var for en tid tilbage talsmand for Grimhøjmoskeen i tre dage.
Han er tidligere dømt for en bombetrussel mod Aarhus Universitet - også det medførte en del af kritikken.