Ny strækning rammes: Farten sættes ned på motorvej - og det gælder i flere år
E45 Østjyske Motorvej skal udvides med et ekstra spor i hver retning. Derfor skal tre broer, der bærer motorvejen, udvides, og det betyder, at hastigheden skal ned for at give plads til arbejdet.
Arbejdet med at udvide E45 Østjyske Motorvej er i fuld gang, og nu tages der hul på næste etape.
På strækningen nordvest for Aarhus skal tre motorvejsbroer over jernbanen nu udvides for at gøre plads til den ekstra motorvejs-asfalt.
Det betyder, at hastigheden sættes ned til 80 km/t, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Dermed skal trafikanterne nedsætte hastigheden på en i alt 16 kilometer lang strækning rundt om Aarhus, da man i forvejen har gang anlægsarbejdet lidt længere mod syd.
- For at sikre, at trafikken glider bedst muligt, sænker Vejdirektoratet fartgrænsen på hele strækningen. Og med de allerede eksisterende vejarbejder i gang, må trafikanter inden længe maksimalt køre 80 km/t hele vejen forbi Aarhus, skriver Vejdirektoratet.
Ifølge Vejdirektoratet vil der fra den 2. februar i dagtimerne være to smalle spor i hver retning Fra Hinnerup og ned til Aarhus Syd.
Selvom selve udvidelsen af broerne forventes at være færdigt i slutningen af 2024, må trafikanterne væbne sig med tålmodighed i længere tid, mens arbejdet med udvidelsen af selve motorvejen finder sted.
Vejdirektoratet forventer, at de nye hastighedsnedsættelser vil være 'mere eller mindre permanente frem mod 2027' - her forventes de nye spor at være klar.
Vis hensyn
Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at vise hensyn, sænke farten og holde fokus, når de kører forbi et vejarbejde. Der er mere at holde øje med, når vejen ikke er, som den plejer – og det gælder også, selvom vejarbejderne er gået hjem.