Ny festival i Aarhus
Bliv klogere på både krop og sjæl
Til næste efterår får Aarhus en helt ny festival, hvor det ikke er musik og kolde fadøl, der er på programmet.
Festivalen får navnet "Hearts and Minds" og vil, som navnet antyder, byde på oplevelser, hvor sundhed i krop og sjæl er i fokus.
Bag festivalen står Folkeuniversitet som i samarbejde med Aarhus Universitet vil forsøge at kombinere formidling af forskning med aktiviteter. For eksempel en løbetur, hvor en forsker fortæller, hvad løb gør ved kroppen.
- Sundhed er én ting, men et godt liv er ikke et spørgsmål om sundhed alene. Det er også et liv med aktiv livsstil, ernæringsrigtig kost, sociale relationer, meningsfuldt indhold, intellektuelle udfordringer, kulturelle oplevelser og meget mere, siger festivalleder Marie Kruse Larsen i en pressemeddelelse.
Temaet for den første festival bliver "Hjerne og hjerte", som vil munde ud i 25 arrangementer i løbet af et enkelt døgn.
Målet er, at omkring 5.000 deltagere får lyst til at være en del af aktiviteterne.
Efter festivalen har haft premiere i Aarhus i september næste år, vil den fra 2016 blive spredt til flere byer rundt i landet.
Festivalen bliver til virkelighed med 3,73 millioner kroner i støtte fra Nordeafonden.