Klar til mage: Så er storken Aske for alvor flyttet ind i Viby
Efter et par måneders tilløb har den langbenede darling fundet vej til en reden
Han har været yndlingsborger nummer et i bydelen Viby ved Aarhus, siden storken landede på en mark i området og besluttede at slå teltpælene i trods det kolde vintervejr i Danmark.
Han er blevet fodret hver dag med lækker fisk, hans fjer blev sendt til Tyskland, så kønnet kunne bestemmes, og i samarbejde med Storkene.dk fik han også navnet Aske.
Så manglede han bare en bolig, men selv om frivillige allerede i januar byggede en flot rede og lod den hejse flere meter op over jorden, så virkede Aske ikke rigtig interesseret i den nye bolig.
Ny turistattraktion i Viby: Storken er et tilløbsstykke
Men så - efter et par måneders tilløb - kunne Anne Dybjerg tage dette flotte billedet af Aske, der for alvor er flyttet.
- Det er en rigtig god nyhed, og vi er meget glade. Der er næppe tvivl om, at lyset og dagslængden har bevirket, at Aske nu er klar til foråret og til modtagelse af en mage, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
Har støvsuget fryser for fisk
Og Aske bør være fit og fight og klar til at modtage en frue. Siden han, forkommen og udsultet, ankom til Viby vest for Århus i januar, har den stået på fisk, fisk, og atter fisk.
- Det er en meget sulten herre familien Dyrbjerg i Viby har fået på kost. Siden januar har han indtaget hele 120 kg fisk, og rent faktisk er familien løbet helt tør for fisk igen, siger Jess Frederiksen og fortsætter:
- Fryseren med fisk var støvsuget, da vi fik en opringning fra Clausens Fiskehandel i Århus, der kunne meddele, at man kunne levere 200 kg. foreller, der er perfekt føde til storken. Og med denne leverance, vil det nu være mere end rigeligt af mad, indtil der igen er naturlig føde i naturen.
Storkene er i øjeblikket på vej op igennem Europa, og inden for de kommende dage, vil de første trækkende storke passere ind over grænsen til Danmark.
Herunder kan du se en video fra opsættelsen af reden til Aske.